Sider

søndag den 25. november 2012

Fix en lampeskærm - DIY

Jeg var blevet lidt træt af at se på vores lampe over spisebordet. Det er en ganske simpel Ikea model til omkring en hund og så får man skærm, fatning og ledning med i købet.
Og skærmen gør ingen fortræd. Den er ganske uden dikkedarer - dvs ganske glat. Jeg havde i sin tid valgt den i en glad rødlig nuance.
Men alligevel synes jeg den skulle peppes lidt op, for den manglede en lille snert af humor.
I kommoden, der rummer lidt af hvert, fandt jeg noget hvid tape (måske er er isolerbånd?), en gulgrøn fugl med fjer og sorte øjne og en rest bånd med pomponer.

Nogle gange er der meget kort tid fra ide til handling hos mig. Og nogle gange er det helt fint. Og nogle gange knap så fint, for jeg fortyder.
Derfor var det rigtig godt at jeg fandt den hvide tape, for den er let at pille af igen og så er båndet væk.
Båndet sættes fast med tape.


Og fuglen sættes på. Bingo - pimpet, customized Ikea lampe i løbet af nul komma fem. Med indbygget fortrydelseret.

mandag den 19. november 2012

PS: Send flere arme & mere tid...


Nogle gange føler jeg mig som en hamster i et hurtigt snurrende hamsterhjul. Nogle gange ville jeg ønske jeg havde flere arme og mere tid. Men det har jeg ikke.

Jeg har ikke ambitioner om at være SuperWoman, så jeg har ikke sat overliggeren højt. Faktisk har jeg på visse punkter valgt at grave den ned. Dybt ned.
Nedgravningen fungerer godt.
Jeg får ikke set mange film, når de er helt nye (dvs i biffen). Jeg får sjældent læst en bog. Motion er noget jeg fik (rigeligt af) for 12 år siden, og vi lever i et hjem under det gode gamle motto "Hellere lidt skidt i krogene end et rent helvede". Vores udgifter holdes på et minimum og vores livskvalitet stabilt i nærheden af "over middel". Alligevel synes jeg, at der mangler noget vigtigt - nemlig FRI TID. Så jeg vil gå i gang med at lede efter den. Og hvis jeg finder den, vil jeg fortælle hvor den gemte sig. 
Jeg deler uden tvivl hamsteroplevelsen med en masse andre kvinder. -Til alle os, har jeg lavet en lille illustration og jeg har valgt HELT at UNDGÅ den store tidsrøver kaldet ARBEJDE.

Du er velkommen til at låne min illustration, hvis du synes, du kan bruge den til noget. - Jeg vil blive rigtig glad, hvis du lægger en kommentar om at du har lånt den og det vil være skønt, hvis du linker...